Demens - Alzheimer
Udredning for demens består i første omgang af en demenstest (kognitiv test). Ud fra dette besluttes det, om der er behov for yderligere kliniske undersøgelser, blodprøver eller scanning. Herefter kan neurologen stille en mulig diagnose og lave en skræddersyet behandlingsplan til dig.
Hvad er demens?
Demens er en gradvis svækkelse af hjernens funktion, så personen lidt efter lidt får sværere ved at fungere i dagligdagen og i personlige relationer.
Mange forbinder ofte demens med en svigtende hukommelse, men det er kun en del af det samlede billede.
De 10 typiske advarselstegn er:
- Svigtende hukommelse: Glemmer oftere ting og kommer ikke i tanke om dem senere
- Forlægger ting forkerte steder: Kan komme til at lægge tøjet i køleskabet og sætte mælken i rengøringsskabet
- Manglende koncentrationsevne: Har svært ved at koncentrere sig
- Sprogproblemer: Glemmer helt enkle ord, og erstatter dem med andre ord, så det bliver uforståeligt
- Svigtende orienteringsevne: Kan fare vild på egen vej, og ikke vide, hvad de laver der, eller hvordan de kommer hjem
- Nedsat dømmekraft: Glemmer tid, sted og omgivelserne. De kan fx. klæde sig helt forkert på med vintertøj om sommeren eller glemme, hvem de er sammen med
- Besvær med at udføre ellers velkendte opgaver: Kan tilberede et måltid, og så både glemme at servere det, og at de har tilberedt det
- Mangel på initiativ: Kan blive passiv, og have brug for stikord, opmuntring og støtte til at komme i gang
- Problemer med at tænke abstrakt: Kan helt glemme tallene, og hvad man kan bruge dem til
- Forandringer i humør: Pludselige humørsvingninger, næsten fra sekund til sekund – og helt uden grund
- Ændringer i personligheden: En person med demens kan ændre sig drastisk og fx blive meget forvirret og mistænksom
Hvor mange lider af demens?
Demens er en sygdom i vækst. Omkring 80.000 danskere lider i dag af demens, men det forudses, at der om 30 år vil være mange flere, der lever med sygdommen. Blandt 60-årige er der ca. 1% demente, og blandt ældre over 85 år er der 20 - 30% demente. I mange tilfælde er Alzheimers sygdom årsagen til demens, men der er mange underdiagnoser til demens.
Hvorfor får man demens?
Demens kan skyldes over 50 forskellige tilstande, hvoraf Alzheimers sygdom alene eller i kombination med andre demenssygdomme, udgør ca. 70 % af tilfældene.
Blandt de andre demenssygdomme findes fx:
- Demens som følge af blodpropper i hjernen
- Demens som følge af andre sygdomme
- Demens i pandelapperne som følge af skrumpning af disse
Hvordan stiller neurologen diagnosen demens?
Sygehistorien indeholder vigtige tegn og spor omkring demens.
Alzheimers sygdom er fx præget af konstant fremadskridende tab af korttidshukommelse, orienteringsevne og sprogfunktion. Patienterne har svært ved at finde ordene, så talen bliver ikke-flydende og præget af fraser og klichéer. Manglende evne til benævnelse af ting er ligeledes typisk.
Siden kommer der ofte en dårlig evne til at genkende ansigter og en manglende opmærksomhed, der bl.a. forhindrer bilkørsel. Personlighedsændringerne, der ofte er de mest belastende for de pårørende, består i udtalt passivitet, emotionel fladhed, aggressivitet eller paranoia. Mange lider af syner, hvor afdøde slægtninge, dyr og ubudne gæster kan optræde.
Nogle former for demens kan kureres. Det drejer sig fx om demens opstået i forbindelse med depression eller for lavt stofskifte. Når mistanken om en begyndende demenstilstand opstår, vil lægen derfor i første omgang lede efter tegn på sygdomme, der kan medføre demens. Der kan blive tale om blodprøver, rygmarvsprøver og skanninger af hjernen.
Behandling af demens
Hvis der er tale om en form for demens, der kan kureres, vil speciallægen iværksætte en behandling, som genopretter hjernens normale funktion.
I de fleste tilfælde kan demens dog ikke helbredes, men demens kan lindres ellers sættes i bero i en periode, hvis du får den rette diagnose og dermed behandling så hurtigt som muligt. Alzheimer eller vaskulær demens er eksempler på dette.
Formålet med de mest udbredte medicinske behandlinger er at øge hjernens indhold af et af hjernens egne signalstoffer, acetylcholin. En anden mulighed er at påvirke et andet ligeledes naturligt forekommende stof, glutamat.
Endvidere kan behandling af de afledte symptomer til lidelsen kræve behandling. Det kunne være variationer i døgnrytmen, aggressivitet, angst og vrangforestillinger.
Få en hurtig og præcis diagnose
På Aleris-Hamlet kan vores speciallæge i neurologi foretage hurtig undersøgelse og komme med et diagnoseforslag. Herefter vil du blive henvist til den lokale Demensklinik. Selve den tværfaglige behandling foregår på Demensklinikker på de større sygehuse.
For yderligere information anbefaler vi:
- www.alzheimer.dk
- www.demensnet.dk
- www.alz.co.uk/alzheimers/languages.html (information about alzheimers in english)
Priser
Priserne er gældende fra 1. januar 2019. Alle priser er vejledende og tillægges et gebyr på 6 % til dækning af den lovpligtige patientforsikring.