Læger uddanner læger i kikkertundersøgelser
Med sin store erfaring på området er speciallæge i mave- og tarmkirurgi Tobias Boest med til at uddanne andre læger i kikkertundersøgelser af mave- og tarm.

Kikkertundersøgelser af mave- og tarmkanalen – også kaldet endoskopiske undersøgelser – har været foretaget de seneste knap fyrre år, men specielt det seneste årti har området været gennem en rivende udvikling både i Danmark og i udlandet. Dette skyldes ikke mindst teknologiske landvindinger, som muliggør avanceret og præcis diagnostik, samt efterfølgende komplekse behandlingstilbud i både spiserør, mavesæk, galdeveje, tynd- og tyktarm.
I Danmark er udviklingen ikke mindst blevet drevet af opstart af tarmkræftscreenings-programmer, hvor alle 50 - 74-årige tilbydes screening i form af afføringsprøver for skjult blod med efterfølgende tilbud om koloskopi (kikkertundersøgelse af tyktarm) ved fund af blod. Man har i den forbindelse gennem en årrække arbejdet intensivt på monitorering og forbedring af kvaliteten i kikkertundersøgelser og -behandlinger i tyktarmen.
Højere grad af specialisering
Hvor kikkertundersøgelser af mave- og tarmkanalen tidligere var en disciplin, der blev varetaget af mange forskellige læger fra de mave- og tarm medicinske og kirurgiske specialer, går udviklingen mere og mere i retning af en høj grad af specialisering. Kvalitetsarbejdet har været en øjenåbner for vigtigheden af kundskaber og rutine hos de fagpersoner, der beskæftiger sig med kikkertundersøgelser.
På Aleris-Hamlet foretages årligt flere tusinde kikkertundersøgelser. Undersøgelserne fordeler sig på ganske få specialister, der har en enorm erfaring og rutine inden for denne disciplin. En af dem er speciallæge i mave- og tarmkirurgi Tobias Boest, der har sin daglige gang på Aleris-Hamlet Hospitaler i Aarhus og Aalborg.
Initiativtager til forum for læring og vidensdeling
Med sin store erfaring har Tobias Boest været initiativtager til og tovholder i den styregruppe, der varetager aktiviteter i Endoskopisk Netværk Vest.
Endoskopisk Netværk Vest og Øst er netværksgrupper, hvor læger, som arbejder med kikkertundersøgelser, mødes til undervisning og uddannelse, samt mere uformel vidensdeling og erfaringsudveksling. Netværkene er opstået i erkendelsen af, at der var behov for en mere uddannelse inden for kikkertundersøgelser i mave- og tarmkanalen herunder løbende efteruddannelse og vidensdeling. Der eksisterede tidligere intet forum eller organisation, der varetog disse interesser for den brede skare af læger.
Endoskopisk Netværk Vest og Øst ledes af frivillige styregrupper. Der arrangeres møder to gange årlig, hvor eksperter inden for forskellige aspekter af kikkertundersøgelser indbydes til at holde oplæg og dele deres viden. Samtidigt giver møderne deltagerne en mulighed for uformelt samvær, ligesom der kan deles faglige spørgsmål og cases. Møderne samler typisk 30 - 50 deltagere, der alle har udtrykt, at de opnår stort fagligt udbytte af deltagelse. Initiativerne støttes af industriens parter.
Stor erfaring og rutine på Aleris-Hamlet
På Aleris-Hamlet foretages kikkertundersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm (gastroskopi), endetarm (anoskopi), nederste del af eller hele tyktarmen (sigmoideoskopi – koloskopi) af speciallæger med stor erfaring og rutine inden for området. Aleris-Hamlet tilbyder kikkertundersøgelser som led i egne udredninger, efter henvisning fra læge eller offentligt sygehus, men også undersøgelser under kræftpakke-udredningerne m.fl.